Af Alma Wibeck Senderovitz
Tomas (Franz Rogowski) er filminstruktør, gift og bor med Martin (Ben Whishaw) i deres perfekte, rustikke lejlighed i Paris. Men noget ulmer under overfladen. Til en fest, efter optagelserne til hans seneste film ‘Passages’, falder han for skolelæreren Agathe (Adéle Exarchopoulos), og han kaster sig selv ud i en hvirvelvind af et trekantsdrama.
Tomas er afhængig af kontrol. På filmsettet kontrollerer han alle skuespillernes små bevægelser: hvordan en skuespiller skal gå ned ad trappen eller hvordan en statist skal holde sit glas. Han kan dog ikke kontrollere sit kærlighedsliv på samme facon – selvom han virkelig gør et forsøg. Selv efter at han har forladt Martin for Agethe, opsøger Tomas ham konstant. Uden tanke eller hensyn til om Martin har lyst til at være en del af hans liv – for selvfølgelig har han da det!
Tomas er den type karakter, som man hader, men alligevel ikke kan kigge væk fra. Han er et destruktivt menneske, men samtidig helt uimodståeligt sexet. Han bevæger sig så ubesværet rundt i sine farverige sweatre og crop tops, fordi han ved, at han fortjener at fylde. Det er nemt at forstå, hvorfor Martin og Agathe vender tilbage til ham, men det gør også ondt at se på. Hans kærlighed og opmærksomhed virker som en afhængighed for de to karakterer. Selvom Tomas altid er i bevægelse, tager det ham aldrig nye steder hen. Han cykler gennem Paris’ smukke gader på sin Peugeot-cykel, og han danser helt tæt med Agathe. Altid på vej videre og altid uden at se sig tilbage.
Tomas er impulsiv og drevet af sine egne indfald. Hvis man sidder og venter på, at han i løbet af filmen ser indad og måske endda forandrer sig, kan man godt blive skuffet. Skuespillet skuffer derimod ikke. Selvfølgelig er tyske Franz Rogowski i centrum som Tomas, og hvor er det fortjent. Han er et talent, som man glæder sig til at se mere af. Med hans tidligere erfaring som danser, mærker man virkelig hans kropslighed og karismatiske udstråling. Whishaw brillerer også i rollen som Martin, der tydeligvis kæmper en indre kamp mellem følelse og fornuft. Sammen med Exarchopoulos bærer de tre filmen med en stærk indbyrdes kemi.
Ligesom Tomas mangler Passages en tydelig plotmæssig retning eller udvikling. Den kaster seeren fra en intens sexscene mellem de to mænd til Agathe, der underviser sin klasse. Fra den ene scene til den næste bliver det langsomt klart, at Tomas kaster både filmen og alle omkring sig ud af balance. Bag de tre karakterers romantiske kaos mærker man instruktør Iris Sachs ønske om at udfordre, hvad kærlighed egentlig er, og hvor langt folk vil gå for at opnå det. Det gør Sachs ved at vise karaktererne fra deres mest sårbare sider, og han er ikke bange for at bruge sex til at komme endnu tættere på dem.
Passages dykker ned i flydende seksualitet og lyst på en ærlig og åben måde. Den spørger også, hvad der sker, når man følger sine lyster uden forbehold for andres følelser. Filmen stiller skarpt på et helt igennem kompliceret menneske, men man forstår ikke helt, hvorfor han altid skaber det kaos, som han gør – muligvis fordi han ikke engang selv ved det.
Det er dog ikke kun karaktererne, der forelsker sig i ham. Kameraet elsker ham også. Rogowski fylder hele skærmen og formår at skabe en karakter, som man ønsker mere af, selvom man ved, at det ikke ender godt. Så man sidder lige så tom tilbage som Agethe og Martin, efter Tomas igen skuffer. Men man ender alligevel med at mærke sympati for desperate og narcissistiske Tomas.
Kommentarer